Ugens økonomiske overblik er klar.
God læsning og god uge ☕
Ugen der gik
De finansielle markeder befinder sig forsat i et spændingsfelt, hvor pengepolitik, geopolitik og tydelige forskydninger i konjunkturbilledet trækker i hver sin retning.
I sidste uge var der fokus på centralbankerne hvor ECB som ventet fastholdt indlånsrenten på 2,0 procent, og signalerne fra Christine Lagarde var fortsat afventende. Inflationen i euroområdet faldt til 1,7 procent i januar, det laveste niveau siden foråret 2021, primært drevet af lavere energipriser. Kerneinflationen aftog samtidig til 2,2 procent, hvilket understøtter billedet af, at inflationspresset gradvist er ved at slippe sit greb, uden at økonomien er ved at gå i stå.
Arbejdsmarkedet er fortsat robust, men med aftagende lønpres, og kreditgivningen strammes langsomt, især over for industrien. Samlet set giver det ECB mulighed for at blive stående på sidelinjen, og markedet har i stigende grad accepteret, at hverken hurtige rentenedsættelser eller nye stramninger er nært forestående.
Rentemødet i Bank of England var tilgengæld mere overraskende. Selvom styringsrenten blev fastholdt på 3,75 procent, var afstemningen usædvanligt snæver med fem mod fire, hvilket blev tolket som et klart dueagtigt signal. Centralbanken ser nu både lavere vækst og lavere inflation end tidligere antaget, og markedet har hurtigt priset en sandsynlig rentenedsættelse allerede i foråret ind. Reaktionen var tydelig i valutamarkedet, hvor det britiske pund svækkedes markant.
I Danmark betød ECB’s uændrede linje, at Danmarks Nationalbank ligeledes kunne holde renten uændret, og de seneste tal viser fortsat ingen behov for valutaintervention til forsvar for kronen, som snarere har handlet en smule stærkere over for euroen.
I USA har fokus i høj grad været rettet mod arbejdsmarkedet og signalerne til pengepolitikken. En række nøgletal pegede i retning af en mere tydelig afmatning. Jobåbningerne faldt til det laveste niveau siden 2020, førstegangsansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse steg mere end ventet, og ADP-rapporten viste en overraskende svag jobskabelse i den private sektor. Forholdet mellem ledige stillinger og arbejdsløse er nu faldet til under én, hvilket historisk har været et varsel om aftagende lønvækst og mere afdæmpet privatforbrug.
Det har styrket markedets forventninger om, at Federal Reserve kan blive nødt til at lempe pengepolitikken tidligere end hidtil antaget, med juni som et realistisk tidspunkt. Samtidig har billedet været mere nuanceret, idet ISM-indekset for industrien sprang overraskende kraftigt i vejret i januar. Stigningen var drevet af ordreindgang og produktion, men styrken i signalet, når man tager højde for sæsonkorrektioner og fortsat pessimistiske virksomhedskommentarer indikerer, at opsvinget kan være overdrevet.
Præsident Trump nominerede Kevin Warsh som ny Fed-chef. Markederne reagerede positivt, dollaren styrkedes, og ædelmetaller faldt tilbage. Selvom Warsh tidligere har talt for lavere renter, vurderes nomineringen overordnet at dæmpe bekymringerne for centralbankens uafhængighed. Samtidig er risikoen for nye markedsforstyrrelser som følge af budgetstridigheder reduceret markant, efter at Kongressen har vedtaget hovedparten af finanslovene og dermed reelt ryddet frygten for en bred nedlukning af statsapparatet af vejen.
Geopolitisk blev stemningen midlertidigt lettet af bekræftelsen af kommende forhandlinger mellem USA og Iran i Oman, hvilket lagde et nedadgående pres på olieprisen.
I Kina var de seneste PMI-tal blandede og bekræfter billedet af en todelt økonomi, hvor eksport og teknologi klarer sig relativt godt, mens den indenlandske efterspørgsel fortsat halter.
Ugen der kommer
Vi går en uge i møde med masser af økonomiske nøgletal.
Det amerikanske arbejdsmarked kommer igen i fokus (særligt oven på de svage jobåbningsdata i sidste) fordi den længe ventede amerikanske jobrapport for januar, som blev udskudt på grund af den korte nedlukning, offentliggøres onsdag. Forventningen ligger omkring 60.000 nye job, en arbejdsløshed på 4,5 procent og en fortsat afdæmpet, men stabil lønudvikling.
Inflationen bliver ugens andet store omdrejningspunkt. Fredag offentliggøres de amerikanske CPI-tal for januar, hvor konsensus peger mod en inflation på 2,4 procent år for år og en kerneinflation på 2,5 procent. Sammen med jobrapporten bliver disse tal afgørende for markedets vurdering af, hvornår Federal Reserve reelt kan begynde at sænke renterne igen. Hertil kommer detailsalg, employment cost index samt et tæt program af Fed-taler, som kan bidrage til at finjustere forventningerne.
I Europa rettes opmærksomheden mod vækst- og arbejdsmarkedsdata. Torsdag får vi det foreløbige BNP-tal for Storbritannien for fjerde kvartal, mens euroområdet fredag leverer både BNP- og beskæftigelsestal. Disse data bliver vigtige i vurderingen af, om den europæiske økonomi er ved at stabilisere sig, eller fortsat bevæger sig i et lavvækstspor.
I Asien er søndagens japanske parlamentsvalg et centralt tema. Premierminister Takaichis koalition sikriede sig et overvældende flertal, hvilket styrker forventningerne om en ekspansiv finanspolitik og pressede den japanske yen yderligere ned.
Samtidig offentliggør Kina både inflationstal og boligprisdata i løbet af ugen, hvilket giver ny indsigt i, om de seneste politiske tiltag begynder at stabilisere økonomien.
Endelig fortsætter regnskabssæsonen hvor forbrugerfølsomme selskaber som Airbnb, Coca-Cola, Hilton og McDonald’s kommer med regnskab, som kan give vigtige signaler om tilstanden hos forbrugerne globalt set.
Afkast (i DKK) – sidste uge
🔎 Afsluttende refleksioner
Udviklingen de seneste uger viser hvor følsomme markederne er over for “forventede” ændringer i om pengepolitiken, selv før noget reelt har ændret sig. Nomineringen af Kevin Warsh som kommende formand for Federal Reserve har fungeret som en katalysator, ikke fordi markederne forventer en øjeblikkelig rentenedsættelse – men fordi dynamikken kan ændres ift. inflation, centralbankens rolle og samspillet mellem finans- og pengepolitik.
Warsh udtalelser rammer noget grundlæggende. Når han siger, at inflation ikke primært opstår, fordi økonomien vokser for hurtigt eller lønningerne stiger, men fordi staten bruger for mange penge og trykker for mange, udfordrer han en måde at tænke pengepolitik på, som har domineret i årtier. Og netop derfor bliver markederne urolige, allerede før noget reelt ændrer sig. Usikkerhed om spillereglerne er ofte mere ubehagelig end dårlige nyheder.
Det er næppe tilfældigt, at reaktionen først og fremmest kom i guld, sølv og krypto. De aktiver har i lang tid været båret af fortællingen om en svækket dollar, politisk pres på centralbankerne og behovet for alternative værdier uden for systemet.a Warsh’ nominering blev kendt, blev noget af denne præmie hurtigt pillet ud igen. Markedet vurderede, at han snarere mindsker risikoen for et decideret politiseret Fed end øger den. Det er i sig selv tankevækkende, at et navn kan udløse så voldsom en bevægelse, hvilket siger mere om positionering og narrativer end om fundamentale ændringer.
Dollarens mindre comeback peger i samme retning. Frygten for dollarens sammenbrud dukker op med jævne mellemrum, men forsvinder ofte lige så hurtigt igen. Det betyder ikke, at dollaren ikke kan svækkes over tid, men det minder os om, at verdens reservevaluta ikke mister sin status i stilhed eller fra den ene dag til den anden (dette skrev jeg også om her: https://othania.dk/ugens-oekonomiske-oversigt-uge-5-6/)
Samtidig er det værd at stille det centrale spørgsmål, som ofte forsvinder i markedsstøjen: hvor meget kan reelt ændres? Federal Reserve er ikke én person, men en institution med dybe lag af procedurer, komitéer og politiske begrænsninger. Selv en reformivrig formand vil være bundet af strukturer, som gør radikale kursændringer langsomme og svære. Derfor er risikoen for et pludseligt regimeskifte mindre, end markedsreaktionerne kan give indtryk af.
Den bredere pointe er derfor ikke, om Warsh får ret i sin analyse, eller hvor radikale hans reformer ender med at blive. Pointen er, at markederne i øjeblikket bevæger sig fra en periode med konsensus og ensretning mod et miljø, hvor usikkerhed om politik, teknologi og arbejdsmarked skaber større udsving og hurtigere skift i præferencer. I et sådant regime bliver diversifikation, disciplin og evnen til at se igennem de kortsigtede bevægelser endnu vigtigere end under de foregående års næsten lineære opture.
Markedsuroen ændrer ikke ved, at de langsigtede drivkræfter fortsat er til stede, men den minder os om, at vejen dertil sjældent er uden forhindringer.
