Månedskommentar: Oktober 2022

november 4, 2022

Oktober var endnu en måned med store udsving og volatilitet. Udover den høje inflation har politik også fyldt en del rundt i verden den seneste måned. Fokus den kommende måned vil særligt være på inflationstal, den amerikanske centralbank og midtvejsvalget i USA.

I USA nærmer midtvejsvalget sig, og det kan have rigtig stor betydning for hvor besværligt det bliver for præsident Biden at gennemføre sin politik. Målinger viser at republikanerne vinder frem, og hvis de overtager flertallet i Kongressen vil Biden ikke kunne gennemføre megen politik. I USA kæmper FED fortsat med at tøjle inflationen og forventeligt vil de forhøje renten med 0,75%-point igen her i november. Inflationen og priserne fortsætter dog op, hvor kerneforbrugsdeflatoren steg med 5,1% y/y, hvilket er den største stigning i over 6 mdr. USA Composite PMI har været under 50 i 4 måneder i træk, boligrenterne er steget markant til over 7% og boligsalget er faldet med over 10% den seneste måned.

I Europa fortsætter inflationen også op, hvor bl.a. den tyske inflation steg, denne gang til 10,4%. ECB hævede som ventet også renten med 0,75% på deres møde og flere forhøjelser er på vej. Den Danske Nationalbank fulgte efter og hævede renten med 0,60%.

I England fik de – igen – en ny premierminister, da Liz Truss trak sig efter 44 dage på posten. Den tidl. Finansminister Rishi Sunak har efterfølgende overtaget posten og skal bringe ro på.

I Kina forlængede og cementerede Xi Jinping sin regeringsperiode og magtposition. De officielle PMI-tal faldt i oktober mere end ventet til under 50 og signalerer derfor tilbagegang.

I Brasilien vandt Lula en meget tæt anden runde af præsidentvalget med marginale 50,9% af stemmerne – og det bliver et splittet land som Lula skal styre i de kommende år. Valget er særlig interessant med klima-øjne, da Lula vil stoppe den ulovlige skovrydning i Amazonas.